Dag 89, 6/11
Der er ikke rigtig sket så meget i den sidste uge, så det
bliver en kort opdatering.
Hvad angår min forlængelse af mit ophold her, så er der ikke
sket så meget. Om et par dage regner jeg med, at KU får sendt de papirer som
Seinan skal kigge på, og så holder de et møde sidst i November. Jeg forventer
ikke, at det er en mulighed for mig at blive her et semester mere, men jeg
håber!
Jeg er meget spændt på, hvordan mit homestay bliver på
lørdag. Jeg har mødt ham, som jeg skal hjem til. Han virker flink og han taler
udmærket engelsk, hvis det skulle blive aktuelt. Han har to søskende, hvor den
ene stadig bor hjemme hos deres forældre. Jeg skal sågar overnatte der, så det
bliver virkelig en udfordring, tror jeg. Det sværeste bliver nok at tage imod
den gæstfrihed som vil blive lagt for dagen, der er historier om den slags,
hvor det har været så akavet, fordi man føler sig i vejen eller at de bruger
alt for mange penge på at give deres gæster en god tid i Japan..
Tanken som sådan skræmmer mig lidt, men jeg skal jo også
fortælle dem lidt om min egen kultur, så det bliver et interessant møde! Det er
forresten obligatorisk, hvilket vist er meget godt i mit tilfælde.
I kalligrafi klassen har vi lavet stempler med vores navne
på. Det er overraskende simpelt. Vi brugte nogle hobbyknive og et viskelæder.
Selvfølgelig var det sværeste at finde på Kanjierne til ens navn, men jeg tror
ikke, jeg vil have nogle kanjier. Meningen bliver ikke overført til Japansk, og
hvis man tager den på hvad der lyder som mit navn, så bliver meningen underlig.
I judo laver vi gulvkamp for tiden, hvilket kræver en smule
mere af os, end det vi har lavet indtil videre. Det er i sandhed interessant,
og jeg er kommet til at holde rigtig meget af judo og de ting jeg kan lære fra
vores Sensei! Han er virkelig en person jeg respektere, og jeg føler mig
privilegeret når jeg tænker over, at man kan få lov til at træne med mennesker
som ham her i Japan, når man selv kun er "udvekslings studerende"!
I mandags havde vi en
aftale med vores Kanji lærer. Vi har snakket lidt frem og tilbage om vores
situation her i Japan, og vi kom ind på privat undervisning hjemme hos hende,
hvis vi var interesseret. Til gengæld skulle vi være med til at hjælpe hendes
søn med at lære dansk! Det lyder som noget jeg finder på, men i mine ører er
der rigtig mange af de ting der er hændt os her, der er af samme kaliber.
Men altså, efter en 10 dages planlægning og talen frem og
tilbage kom vi frem til det her:
Ingen japansk undervisning, kun dansk undervisning. Grunden
til dette er, at vi har begrænset tid, desværre. Det er en virkelig utrolig
mulighed, men det skal lige siges, at vi taler japansk til dem, når vi
underviser, så det kan vist godt give en smule merit. Især fordi vi ikke har
ordforrådet til at forklare hvordan dansk grammatik fungere.. En anden ting er,
vi vil ikke blive over til aftensmad. Det er en smule akavet, måske med tiden
vil vi være i stand til det, men for nu kan det ikke rigtig lade sig gøre,
synes jeg.
Nu har nogle af Jer nok undret jer over, hvorfor en japansk
knægt på 8-10 år ønsker at kunne tale dansk, og jeg skal fortælle, det er
simpelt; LEGO! Han er vildt fascineret af Lego og fodbold, og han ønsker at
arbejde i Danmark. Det er jo ret vildt, så man kan ikke rigtig sige nej til at
kaste lidt dansk sprog og kultur af sig. Vores lærer, hun er fantastisk, hun
sætter sig vildt godt ind i tingene, og hun lærer med på sidelinjen for at
kunne tjekke efter senere. Hun er også en af de lærere, jeg er kommet til at
respektere og værdsætte mest.
Vi optog samtaler og gik igennem grammatik som hun havde
spørgsmål til. De virker meget ihærdige og jeg er sikker på, at selv om
grammatikken ikke ligner det fjerneste, så bliver det ikke her de kommer til at
halte, for allerede efter denne ene time blev der stukket sætninger sammen, som
vi ikke havde snakket om. Hun er jo sproglærer, men jeg var ikke desto mindre
overrasket over det hurtige fremskridt.
Jeg har store forventninger, ikke kun
til dem, men også mig selv. Jeg lærer lige så meget som de gør, for jeg skal
hele tiden tænke over, hvordan mit eget sprog hænger sammen i forhold til
Japansk, engelsk og endda spansk og fransk. Carsten og jeg har haft spansk, og
vores lærer har boet i Frankrig i mange år, så vi sammenligner en del sprog.
Et helt andet emne er, hvor godt folk efterhånden
er faldet til. Vi søger ikke hele tiden at være med på klumpen, så at sige. Det
er okay at melde fra og bruge tiden for sig selv. Det er godt og dårligt, men
det er bare en del af det at flytte til et nyt sted i for en længere
tidsperiode; man bliver vant til det. Det er nu meget rart, forventningerne er
faldet en smule, så man har mere albuerum.
Nu vil jeg skrive min opgave færdig, jeg skal bruge min tid
fornuftigt i aften og i nat, da jeg har lidt travlt på det sidste. Jeg håber, I
fandt det bare en smule underholdende at høre om.
Til jeg skriver næste gang!