Translate

onsdag den 20. november 2013

Dag nr. 104! what... ?!



Dag 104 - 21/11 

I dag torsdag blev det så dag 104, hvilket lyder af meget, føles som mere, men i virkeligheden er ingen tid overhovedet. Jeg kunne godt blive her i meget længere tid og stadig ikke føle, at have oplevet alt jeg ville, det var også derfor, jeg ønskede at forlænge mig ophold her, men.. Det er desværre ikke en mulighed. Københavns universitet ønsker for os at vi fuldføre vores uddannelse så hurtigt som overhovedet muligt. 
 
Desværre, for jeg havde ellers sat mig op til et semester mere, det er stadig en mulighed, men så skal jeg gå udenom universitetet, hvilket vil sætte min fremtidsplan 1 år tilbage. Jeg har tænkt meget over det, men derudover kommer det faktum at jeg også skal betale en del for at kunne blive her.

Min nye mecha!
Men altså, der er kun en måned tilbage af mit skolesemester her. Man kan ikke rigtig føle det endnu, men vores lærere er begyndt at minde os om det, så det kommer langsomt, følelsen af at vi snart skal forlade det her sted..

Det er en underlig følelse, for det er blevet min hverdag for længst, det at leve her. Jeg har så mange sjove stunder med folk, vi går f.eks. en del op i at spille fodbold for tiden, hvilket er utrolig godt, for det har jeg savnet de sidste par år.

Jeg er stadig en smule syg efter sidste uge, men det er blevet meget bedre, det er lige den sidste sygdom der skal ud af kroppen, men ellers har jeg det rigtig godt. Vejret er blevet koldere, hvilket vi nyder rigtig meget. Jeg kan løbe uden at være drivende våd bagefter, hvilket er rigtig godt, da vi ikke har så mange steder at hænge tøj op.


I lørdags var vi til klassisk koncert, hvilket var en dejlig oplevelse, bagefter brugte jeg en masse penge på mad og en samle selv mecha!




Jeg har forresten lidt travlt i går, så fik ikke skrevet bloggen.

 
I dag vil jeg gerne afslutte med nogle bevingede ord: 

"De lykkeligste mennesker har ikke det bedste af noget, de får bare det bedste ud af alt!"

onsdag den 13. november 2013

Homestay!



Dag 97 - 14/11 

Undskyld jeg ikke skrev i går, jeg forklarer sidst i bloggen.

I lørdags tog jeg på en længere rejse til min homestay familie. Jeg havde aftalt med min ham jeg skulle hjem til, at mødes med ham kl. 11 foran skolens bibliotek. Vi tog toget kl. til Karatsu, hvilket tager lidt over en time. Byen er forholdsvis stor, men ikke i forhold til Japanske forhold. Population: 127,766 (2010). 

Da vi kom til Karatsu station holdte hans storesøster i bil foran og ventede. Vi tog derefter ud og spiste. Selv om jeg ikke rigtig var sulten, da vi havde spist ca. 121 tallerkner dagen før. Vi var godt nok 6 mennesker om det, men det var alligevel svært at gennemføre. Der var et menukort hvor man bare kunne trykke på de ting man gerne ville have, og så kom de nogle minutter efter. Det var ret fantastisk, men problemet var, at vi trykkede en del, men i starten var de ret langsomme, så vi blev ved. Til sidst, da vi alle var mætte, kom der stadig mad. Og levner man mad, betaler man ekstra. 

Tilbage til homestay historien. Efter vi havde spist frokost tog vi ud for at se lidt af byen. Vi så Karatsu slot. Det er i virkeligheden ikke den originale bygning, men en genopbygning. Men det var en rimelig nice udstilling omkring slottets historie og så videre. Efter det tog vi til et shinto shrine. Her fortalte de mig, at de heller ikke vidste, hvordan man skulle udføre ritulerne der hører sig med, når man beder. Men sådan er det jo også i Danmark. 

Efter det gik vi over og så en udstilling om Karatsu festival. Efter det tog vi hjem så jeg kunne møde deres forældre. Jeg var rimelig nervøs, men jeg var fast besluttet på, at gøre et godt indtryk så de ikke troede at udlændinge var nogle værre nogle. Den eneste der kunne snakke engelsk var Hiromasa, min "homestay bror". 

Jeg havde købt en omiyagi, (souvenir), men hvordan man overrækker sådan en, og hvornår, det er lige spørgsmålene der popper frem når man står i situationen. Jeg tror, de blev en smule overrasket over, at jeg hæv en gave frem. Efter at have snakket med dem i en halv time tog vi ud for at se mere af byen. Forældrerne blev hjemme. Vi tog ud for at se et vandfald og bagefter tog vi i onsen. Det var en rimelig speciel oplevelse, men ikke sidste gang jeg gør det. Onsen er badeanstalte der bruger det varme vand fra de naturlige kilder. Det var godt at have en japaner med første gang, for der er nogle ting at tage hensyn til. 

Efter det er man godt træt kan jeg godt fortælle. Så vi tog hjem hvor der ventede et festmåltid. (Og jeg var stadig ikke sulten). Der var sashimi (rå fisk), shabushabu(gryde med alt-muligt godt), hjemmelavet sushi og små forskellige retter jeg ikke engang fik navnet på. Det var kun moren der lavede mad mens vi andre sad ved bordet. Det hele smagte selvfølgelig godt, men jeg blev meget hurtig bevidst om nogle ting. For det første, det var langt fra deres dagligdags mad, Hiromasa fortalte mig lige så senere faktisk. Det samme gjorde sig gældende med morgenmaden, som forørigt også var genial. 

Efter de andre var færdige med at spise kiggede jeg rundt og opdaggede, at moren stadig lavede mad! Jeg sagde til Hiromasa, at jeg var mæt så der var ingen grund til at fortsætte, men han forsikrede mig om, at det var okay. Jeg sad i nogle tid og var bekymret, men hvis han sagde det var okay, så fint! Efter aftensmad hygge vi og snakkede. Min "værtsfamilies far" bankede mig i Go, hvilket er et spil jeg bliver nødt til at blive bedre til..! 

Om morgenen tog jeg toget tilbage til I-house, og resten af dagen gik i sig selv med lidt regnvejr og en del computerspil. (JEG HAR KØBT SPEAKERS!) Dem bruger jeg flitigt, og vi er også begyndt at se film på hinadens værelser om aftenen, så skal der ordentlig lyd til jo.

I går tirsdag blev jeg syg efter at have været på Round 1 og spille fodbold. Jeg fik ikke sovet den nat og jeg spiste ikke noget i 32 timer, men i morges kunne jeg endelig spise noget. Jeg har det bedre, men er stadig syg. Håber det går over i morgen. 

Der er skole festival i denne uge, så i dag og fredag har vi ikke timer. Det er okay. Vi ville gerne have planlagt en tur til Nara, men vi var sent ude, så det blev ikke til noget i denne omgang. 

Til vi skrives igen!  

onsdag den 6. november 2013

En stille og reflekterende uge.



Dag 89, 6/11

Der er ikke rigtig sket så meget i den sidste uge, så det bliver en kort opdatering. 

Hvad angår min forlængelse af mit ophold her, så er der ikke sket så meget. Om et par dage regner jeg med, at KU får sendt de papirer som Seinan skal kigge på, og så holder de et møde sidst i November. Jeg forventer ikke, at det er en mulighed for mig at blive her et semester mere, men jeg håber! 

Jeg er meget spændt på, hvordan mit homestay bliver på lørdag. Jeg har mødt ham, som jeg skal hjem til. Han virker flink og han taler udmærket engelsk, hvis det skulle blive aktuelt. Han har to søskende, hvor den ene stadig bor hjemme hos deres forældre. Jeg skal sågar overnatte der, så det bliver virkelig en udfordring, tror jeg. Det sværeste bliver nok at tage imod den gæstfrihed som vil blive lagt for dagen, der er historier om den slags, hvor det har været så akavet, fordi man føler sig i vejen eller at de bruger alt for mange penge på at give deres gæster en god tid i Japan.. 

Tanken som sådan skræmmer mig lidt, men jeg skal jo også fortælle dem lidt om min egen kultur, så det bliver et interessant møde! Det er forresten obligatorisk, hvilket vist er meget godt i mit tilfælde. 

I kalligrafi klassen har vi lavet stempler med vores navne på. Det er overraskende simpelt. Vi brugte nogle hobbyknive og et viskelæder. Selvfølgelig var det sværeste at finde på Kanjierne til ens navn, men jeg tror ikke, jeg vil have nogle kanjier. Meningen bliver ikke overført til Japansk, og hvis man tager den på hvad der lyder som mit navn, så bliver meningen underlig. 

I judo laver vi gulvkamp for tiden, hvilket kræver en smule mere af os, end det vi har lavet indtil videre. Det er i sandhed interessant, og jeg er kommet til at holde rigtig meget af judo og de ting jeg kan lære fra vores Sensei! Han er virkelig en person jeg respektere, og jeg føler mig privilegeret når jeg tænker over, at man kan få lov til at træne med mennesker som ham her i Japan, når man selv kun er "udvekslings studerende"!

 I mandags havde vi en aftale med vores Kanji lærer. Vi har snakket lidt frem og tilbage om vores situation her i Japan, og vi kom ind på privat undervisning hjemme hos hende, hvis vi var interesseret. Til gengæld skulle vi være med til at hjælpe hendes søn med at lære dansk! Det lyder som noget jeg finder på, men i mine ører er der rigtig mange af de ting der er hændt os her, der er af samme kaliber.
Men altså, efter en 10 dages planlægning og talen frem og tilbage kom vi frem til det her: 

Ingen japansk undervisning, kun dansk undervisning. Grunden til dette er, at vi har begrænset tid, desværre. Det er en virkelig utrolig mulighed, men det skal lige siges, at vi taler japansk til dem, når vi underviser, så det kan vist godt give en smule merit. Især fordi vi ikke har ordforrådet til at forklare hvordan dansk grammatik fungere.. En anden ting er, vi vil ikke blive over til aftensmad. Det er en smule akavet, måske med tiden vil vi være i stand til det, men for nu kan det ikke rigtig lade sig gøre, synes jeg. 

Nu har nogle af Jer nok undret jer over, hvorfor en japansk knægt på 8-10 år ønsker at kunne tale dansk, og jeg skal fortælle, det er simpelt; LEGO! Han er vildt fascineret af Lego og fodbold, og han ønsker at arbejde i Danmark. Det er jo ret vildt, så man kan ikke rigtig sige nej til at kaste lidt dansk sprog og kultur af sig. Vores lærer, hun er fantastisk, hun sætter sig vildt godt ind i tingene, og hun lærer med på sidelinjen for at kunne tjekke efter senere. Hun er også en af de lærere, jeg er kommet til at respektere og værdsætte mest. 

Vi optog samtaler og gik igennem grammatik som hun havde spørgsmål til. De virker meget ihærdige og jeg er sikker på, at selv om grammatikken ikke ligner det fjerneste, så bliver det ikke her de kommer til at halte, for allerede efter denne ene time blev der stukket sætninger sammen, som vi ikke havde snakket om. Hun er jo sproglærer, men jeg var ikke desto mindre overrasket over det hurtige fremskridt.

Jeg har store forventninger, ikke kun til dem, men også mig selv. Jeg lærer lige så meget som de gør, for jeg skal hele tiden tænke over, hvordan mit eget sprog hænger sammen i forhold til Japansk, engelsk og endda spansk og fransk. Carsten og jeg har haft spansk, og vores lærer har boet i Frankrig i mange år, så vi sammenligner en del sprog. 

Et helt andet emne er, hvor godt folk efterhånden er faldet til. Vi søger ikke hele tiden at være med på klumpen, så at sige. Det er okay at melde fra og bruge tiden for sig selv. Det er godt og dårligt, men det er bare en del af det at flytte til et nyt sted i for en længere tidsperiode; man bliver vant til det. Det er nu meget rart, forventningerne er faldet en smule, så man har mere albuerum. 

Nu vil jeg skrive min opgave færdig, jeg skal bruge min tid fornuftigt i aften og i nat, da jeg har lidt travlt på det sidste. Jeg håber, I fandt det bare en smule underholdende at høre om. 

Til jeg skriver næste gang!