Dag 5 - Torsdag d. 15.
Nu er det sidste dag vi har
til at slappe af her i Tokyo før vi tager den lange tur til Fukuoka. Så
om lidt bliver opdateringerne noget andet, tror jeg. Jeg ved ikke helt hvordan,
men lad os nu se.. Dagen startede ud som mange andre, bad, ingen morgenmad og så
af sted. Carstens fod havde ikke fået det meget bedre, men jeg havde noget antihistamin
med, og det burde have taget det meste, men teorien går på, at hans krop har
været meget stresset. (Det er ingen underdrivelse, vi har gået sindssygt meget
og ikke spist regelmæssigt, plus varmen selvfølgelig.) Så han havde fundet et
hospital som var engelsktalende, og der besluttede han sig for at tage hen. Jeg
derimod ville tage ud og møde Nicholas og Laila på Suidoubashi水道橋,
hvorfra vi kunne tage i en traditionel japansk have. Det glædet jeg mig meget
til, og det var virkelig også det værd, men det kommer vi til. Adskillelsen var
et skæbnesvangert øjeblik, fra nu af bliver det en klassisk fortælling om
nederlag efter nederlag for til sidst at ende godt!
Jeg skulle skifte tog efter Carsten var stået af, ikke noget i sig selv, men det var en af de lidt sjovere linjer med hensyn til tider og sådan. Så jeg kom af på den station jeg skulle, men opdagede at de tog der kom ikke stoppede på min station. Irriterende, men jeg fik spurgt på japansk, efter at have gået rundt og kigget mig lidt omkring, en venlig person og han svarede det jeg frygtede. Jeg skulle først køre forbi for derefter at tage et tog tilbage. Det virkede ikke rigtigt for mig, så jeg tog toget til stationen tættest på, og så ville jeg løbe resten af vejen. Modigt tænkt i den varme, men jeg var allerede forsinket på grund af, at vi skulle finde stationen på et kort i første omgang. Jeg havde dog skrevet til Nicholas først. Men jeg glæder mig lidt til at se telefonregningen. Skal virkelig have skaffet mig en mobil i Fukuoka! Så men jeg kom til den station før og begyndte at løbe, da jeg opdagede hvor meget politi der var, og der var også specialstyrker. Underligt, men jeg gik forbi dem, andet ville jeg ikke tillade mig. Jeg fandt stationen, og nu var jeg bare våd af sved, det er ufatteligt så meget man kan svede når det er varmt nok. Nicholas og Laila ventede og de fik historien. De havde forresten også lagt mærke til det med politiet og Nicholas spurgte en af dem, hvad der foregik. Det var så en protest, vi så den aldrig rigtigt, men vi kunne høre det. Det er en forholdsvis gammel sag, men hvis man er interesseret i japansk politik eller anden verdenskrig set fra japansk synsvinkel, så er det en sag der er værd at kigge på. Anyway, vi tog til den japanske have, og det lovede virkelig godt, den gamle mur var præget af tidens tegn og det mange træer på den anden side var en fantastisk kontrast til Tokyo Dome, pariserhjulet og den store rollercoaster der ligger lige ved siden af. Det er Japansk når det er bedst blev vi enige om og fortsatte ind. Det var fredeligt og virkelig flot, vi startede selvfølgelig med at gå rundt og derefter satte vi os på en bænk og hvilede os lidt. Det skulle ikke være en anstrengende dag i dag, vi havde ikke rigtig travlt. Vi ventede på en besked fra Carsten, men han skrev ikke før vi havde siddet der i mindst en time. Nu var kl. 13 eller så, og vi var lidt bekymrede, han skrev, han ikke havde fundet det og ingen kunne hjælpe ham da de heller ikke vidste, hvor det lå. Problematisk, for nu kunne SMS jo blive vigtigt i forhold til at mødes igen. Vi bad ham komme så vi kunne hente ham på stationen, men vi besluttede os senere at tage til Akihabara, så bad vi ham komme derover, for vi skulle alligevel snart have noget mad, og vi havde håbet på ra-men! I Akihabara kiggede vi lidt på nogle butikker og jeg købte en elektronisk ordbog til kanjier, hvilket er smart, meget smart! Carsten skrev ikke det næste lange stykke tid, men så skrev han, at han var der, men vi kunne ikke finde ham på stationen, den samme station som vi altid havde stået af på. Efter lang tids søgen fik vi en ny sms, han var på platform 5, hvilket Nicholas vidste var en metrostation, altså ikke den sædvanlige. Vi måtte først finde metrostationen, som lå ret langt væk, og under vejs måtte vi forlade Laila, da hun var gået igennem. Vi fandt dog efter nogle tid Carsten og kunne derefter let finde tilbage og hente Laila for så at tage toget. Nu skulle vi altså have noget af det sagnagtige ra-men som Nicholas havde fortalt meget om, men da vi kom frem havde de af uforklarlige årsager lukket. I frustrationen gik vi på en familie restaurant, hvor jeg bestilte en pizza, en gang pommes frites og en bøf med noget kylling og sådan lidt, jeg nåede ikke at tage et billede før jeg havde spist det meste af det, men det kommer formentligt på bloggen, hvis den ikke driller i dag. Nå, men det var en nice restaurant, Nicholas fortalte, at det bliver pakket på en fabrik og varmet i restauranterne, hvilket i Danmark lyder mærkeligt, men tro mig, det var lækkert. Bedre end alle fastfoodkæder, og mange restauranter i Danmark jeg har prøvet. Mange af butikkerne i den kæde har døgnåbent og der er fri drikkevare, hvis man betaler lidt ekstra. En rigtig god oplevelse alt i alt. Men som sagt ikke ra-men, så vi planlagde også aftensmad. Men ellers sad vi bare og snakkede, blandt andet om hvordan man kunne blive på restauranten, hvis den ikke lukkede. Så slap man i hvert fald for husleje. Imens havde Carsten fået nok af sin fod, og vi besluttede os for at tage på hospitalet med ham, Nicholas vidste præcis hvor der lå et, det var i nærheden af deres lejelighed, så der tog vi hen. Vi kom ind og det var lidt anderledes for danske skadestuer, man skal udfylde papirer og man får næsten altid taget blodtryk og blodprøve, vi ventede i næsten tre timer sammenlagt, men vi kom hurtigt igennem. De vidste simpelthen ikke hvad der var galt, men gav nogle antihistaminer og noget smertestillende. I morgen skal vi til Fukuoka, når chancen byder sig kommer der en privatlæge som vores rejseforsikring har fået fat i. Så nok en meget god ting at have, uanset hvad, sådan en rejseforsikring.
Efter det lange ophold tog vi til Akihabara og spiste endelig den ra-men som vi havde ventet på, men det var ikke den butik vi havde gået og hørt om, det bliver når vi kommer tilbage til Tokyo. Den er stor og virkelig lækker, jeg glæder mig meget til at spise den! Der kommer nok også et billede op af ra-men! Efter det gik vi rundt i Akihabara, så en gadesanger som sang virkelig flot, tog afsked med Nicholas og Laila og tog hjem. Det føltes virkelig som en serieafslutning, for der kommer til at gå lang tid før vi ses igen, men nu begynder et nyt kapitel, i morgen finder vi Bartal og Esben og sammen tager vi Shinkansen, 新幹線, til Fukuoka. Der begynder vores skole og der begynder starten på vores tilværelse i Japan! Hør om vores tur til Fukuoka i morgen, måske.. Skal lige finde internettet der.
Jeg skulle skifte tog efter Carsten var stået af, ikke noget i sig selv, men det var en af de lidt sjovere linjer med hensyn til tider og sådan. Så jeg kom af på den station jeg skulle, men opdagede at de tog der kom ikke stoppede på min station. Irriterende, men jeg fik spurgt på japansk, efter at have gået rundt og kigget mig lidt omkring, en venlig person og han svarede det jeg frygtede. Jeg skulle først køre forbi for derefter at tage et tog tilbage. Det virkede ikke rigtigt for mig, så jeg tog toget til stationen tættest på, og så ville jeg løbe resten af vejen. Modigt tænkt i den varme, men jeg var allerede forsinket på grund af, at vi skulle finde stationen på et kort i første omgang. Jeg havde dog skrevet til Nicholas først. Men jeg glæder mig lidt til at se telefonregningen. Skal virkelig have skaffet mig en mobil i Fukuoka! Så men jeg kom til den station før og begyndte at løbe, da jeg opdagede hvor meget politi der var, og der var også specialstyrker. Underligt, men jeg gik forbi dem, andet ville jeg ikke tillade mig. Jeg fandt stationen, og nu var jeg bare våd af sved, det er ufatteligt så meget man kan svede når det er varmt nok. Nicholas og Laila ventede og de fik historien. De havde forresten også lagt mærke til det med politiet og Nicholas spurgte en af dem, hvad der foregik. Det var så en protest, vi så den aldrig rigtigt, men vi kunne høre det. Det er en forholdsvis gammel sag, men hvis man er interesseret i japansk politik eller anden verdenskrig set fra japansk synsvinkel, så er det en sag der er værd at kigge på. Anyway, vi tog til den japanske have, og det lovede virkelig godt, den gamle mur var præget af tidens tegn og det mange træer på den anden side var en fantastisk kontrast til Tokyo Dome, pariserhjulet og den store rollercoaster der ligger lige ved siden af. Det er Japansk når det er bedst blev vi enige om og fortsatte ind. Det var fredeligt og virkelig flot, vi startede selvfølgelig med at gå rundt og derefter satte vi os på en bænk og hvilede os lidt. Det skulle ikke være en anstrengende dag i dag, vi havde ikke rigtig travlt. Vi ventede på en besked fra Carsten, men han skrev ikke før vi havde siddet der i mindst en time. Nu var kl. 13 eller så, og vi var lidt bekymrede, han skrev, han ikke havde fundet det og ingen kunne hjælpe ham da de heller ikke vidste, hvor det lå. Problematisk, for nu kunne SMS jo blive vigtigt i forhold til at mødes igen. Vi bad ham komme så vi kunne hente ham på stationen, men vi besluttede os senere at tage til Akihabara, så bad vi ham komme derover, for vi skulle alligevel snart have noget mad, og vi havde håbet på ra-men! I Akihabara kiggede vi lidt på nogle butikker og jeg købte en elektronisk ordbog til kanjier, hvilket er smart, meget smart! Carsten skrev ikke det næste lange stykke tid, men så skrev han, at han var der, men vi kunne ikke finde ham på stationen, den samme station som vi altid havde stået af på. Efter lang tids søgen fik vi en ny sms, han var på platform 5, hvilket Nicholas vidste var en metrostation, altså ikke den sædvanlige. Vi måtte først finde metrostationen, som lå ret langt væk, og under vejs måtte vi forlade Laila, da hun var gået igennem. Vi fandt dog efter nogle tid Carsten og kunne derefter let finde tilbage og hente Laila for så at tage toget. Nu skulle vi altså have noget af det sagnagtige ra-men som Nicholas havde fortalt meget om, men da vi kom frem havde de af uforklarlige årsager lukket. I frustrationen gik vi på en familie restaurant, hvor jeg bestilte en pizza, en gang pommes frites og en bøf med noget kylling og sådan lidt, jeg nåede ikke at tage et billede før jeg havde spist det meste af det, men det kommer formentligt på bloggen, hvis den ikke driller i dag. Nå, men det var en nice restaurant, Nicholas fortalte, at det bliver pakket på en fabrik og varmet i restauranterne, hvilket i Danmark lyder mærkeligt, men tro mig, det var lækkert. Bedre end alle fastfoodkæder, og mange restauranter i Danmark jeg har prøvet. Mange af butikkerne i den kæde har døgnåbent og der er fri drikkevare, hvis man betaler lidt ekstra. En rigtig god oplevelse alt i alt. Men som sagt ikke ra-men, så vi planlagde også aftensmad. Men ellers sad vi bare og snakkede, blandt andet om hvordan man kunne blive på restauranten, hvis den ikke lukkede. Så slap man i hvert fald for husleje. Imens havde Carsten fået nok af sin fod, og vi besluttede os for at tage på hospitalet med ham, Nicholas vidste præcis hvor der lå et, det var i nærheden af deres lejelighed, så der tog vi hen. Vi kom ind og det var lidt anderledes for danske skadestuer, man skal udfylde papirer og man får næsten altid taget blodtryk og blodprøve, vi ventede i næsten tre timer sammenlagt, men vi kom hurtigt igennem. De vidste simpelthen ikke hvad der var galt, men gav nogle antihistaminer og noget smertestillende. I morgen skal vi til Fukuoka, når chancen byder sig kommer der en privatlæge som vores rejseforsikring har fået fat i. Så nok en meget god ting at have, uanset hvad, sådan en rejseforsikring.
Efter det lange ophold tog vi til Akihabara og spiste endelig den ra-men som vi havde ventet på, men det var ikke den butik vi havde gået og hørt om, det bliver når vi kommer tilbage til Tokyo. Den er stor og virkelig lækker, jeg glæder mig meget til at spise den! Der kommer nok også et billede op af ra-men! Efter det gik vi rundt i Akihabara, så en gadesanger som sang virkelig flot, tog afsked med Nicholas og Laila og tog hjem. Det føltes virkelig som en serieafslutning, for der kommer til at gå lang tid før vi ses igen, men nu begynder et nyt kapitel, i morgen finder vi Bartal og Esben og sammen tager vi Shinkansen, 新幹線, til Fukuoka. Der begynder vores skole og der begynder starten på vores tilværelse i Japan! Hør om vores tur til Fukuoka i morgen, måske.. Skal lige finde internettet der.
Dagens ord! Hurtig. Fast. hayaku 速く.
schnell
Dagens parentes! (Carsten kunne ikke spise hele sin ra-men!)
Dagens billede!
Carstens fod.

Flot Japansk Have, og den var også billig at komme ind i! Og billedet ovenover viser også kontrasten.
Et forsinket billede af min frokost, og selvfølgelig er de to andre tallerkner også mine.
RAMEN!




Ingen kommentarer:
Send en kommentar